Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Drop-in dåb Påskenat i domkirken

 

Drop-in dåb

Påskenat i Domkirken

Søndag d. 17. april kl. 5.00-8.00

I den tidligste kristne tid var påskenat den store dåbsdag. Her var det tydeligt, hvad dåben er: en overgang fra døden til livet, fra mørket til lyset, fra nat til dag. Opstandelsens dag.

Derfor har biskop Peter Birch taget initiativ til et samarbejde med domkirken. Vi åbner domkirken fra kl. 5.00 om morgenen til kl. 8.00. Vi vil gerne på den måde sætte fokus på både dåben og påskehøjtiden.

I dåben rækker Gud os en hånd og byder os ind i et fællesskab, der rækker ud over alle grænser. Også ud over tidens og dødens grænse.

Hvis du gerne vil døbes, kan du blive det påskenat i Helsingør Domkirke.

Kirken er åben for alle. Også for dig, der allerede er døbt og gerne vil være med til denne vågenat og opleve påskemorgen i det store domkirkerum.

Biskop Peter Birch, domprovst Eva Tøjner Götke og sognepræst Jakob Ulrik Hansen vil være til stede, holde tre korte påskemeditationer, samtale, døbe. Der vil være levende musik, stilhed, fællessang.

Se kirkens hjemmeside vedrørende praktiske oplysninger i forbindelse med drop-in dåb og program for påskenatten.

Kl.10.00 er der festgudstjeneste i domkirken ved sognepræst Kirsten Winther og domorganist Else-Marie Kristoffersen.

Nyheder