Kirkens Historie

Helsingør Domkirke - Skt. Olai - har navn efter sin værnehelgen, den norske kong Olav den Hellige, som faldt i slaget ved Stiklestad 1030.

Flere steder i kirken ser vi afbildninger af Hellig-Olav trædende på hedenskabets drage.

Indtil 1819 var kirken Helsingørs eneste sognekirke. I byen var der i katolsk tid tre klostre, alle fra tiden 1420-30.

Efter reformationen bevaredes af disse kun Vor Frue Kloster (Karmeliterklostret) hvis kirke, Sct. Mariæ, i 1577 blev indrettet som tysk kirke for udlændingene i byen.

1819 deltes Skt. Olai sogn i to, og Sct. Mariæ kirke blev byens anden sognekirke.

I 1958 blev Vestervang sogn udskilt som tredje sogn, og siden kom Sthens Kirke som byens fjerde sogn.

Skt. Olai kirke, som den står nu, blev færdigbygget i 1559, men dens historie går helt tilbage til 1200-tallet, hvor den havde størrelse af en lille romansk landsbykirke.

I den mellemliggende periode blev ombygninger og tilbygninger til det, kirken er i dag.

I forbindelse med den store renovering af kirken 2000-2001 er en række af de indre gravkamre blevet åbnet, og ca. 50 kister blev fotograferet og en del blev nærmere undersøgt af Helsingør Bymuseum.

Det viste sig, at ligene var særdeles velbevarede, og undersøgelserne har været meget værdifulde set ud fra et nationalmusealt synspunkt.

Kirkens nye gulv, som består af beton og munkesten, skal sikre gravfreden nu og i al fremtid.

Kirken er åben alle hverdage
maj - august kl. 10 - 16
september - april kl. 10 - 14

Rundvisning for grupper kan arrangeres.

Se under "rundvisning"

Kirkens adresse er Sct. Anna Gade 12, 3000 Helsingør

 

Fra kirkens historie :

HANS JENSEN BUXTEHUDE - FAR TIL ET MUSIKALSK GENI

Af de mange organister, der i århundredernes løb har virket ved Skt. Olai Kirke, påkalder én sig særlig opmærksomhed, om ikke for andet, så for sit slægtsnavn: Buxtehude .

Hans Jensen Buxtehude (1602-1674), organist ved Skt. Olai fra 1642 til 1671 huskes i dag udelukkende på grund af sin berømte søn Diderich. Vi kan forestille os Hans Jensen som en hæderlig organist, således som det var tilfældet med så mange fra det interbaltiske område. Vi kender hans løn: fri bolig i det, der i dag er stueetagen i Sct. Annagade 6, 125 daler om året, et juleoffer på 3 daler og en fjerding oksekød. Det har omregnet i vore dages valuta været et beskedent udkomme. Hertil kommer så, at Hans Jensen måske har givet "informationer", den tids udtryk for at undervise. Efter al sandsynlighed har faderen undervist sin håbefulde søn på det instrument, der den gang var til rådighed. Orglet var placeret på nordsiden i tredje fag fra øst; derfor den smukt malede baldakin, der har tjent som staffage for det i øvrigt brøstfældige instrument.

Regnen ødelagde især bælgene, der var placeret under det utætte tag over sideskibets hvælvinger. Man kan stadig se på murværket, hvor indgangen til selve orglet har været placeret. Under kirkens sidste restaurering var der mulighed for at betragte de mange graffittis i kalken, hvor orgelpulpituret har været, indtil det blev flyttet hen i kirkens vestende i 1726. Blandt andet stod der "ille suecus": denne svensker. Var der også godmodigt drilleri mellem de to broderfolk, således som det er tilfældet i vor tids Helsingør?

Der findes flere aktstykker fra Hans Jensen Buxtehudes hånd, skrevet på nydeligt dansk, blandt andet en besværing til Kirkeinspektionen, hvor organisten klager over orglets tilstand med et omskrevet citat fra Salmernes Bog: "Orglet higer efter reparation som hjorten efter det friske vand!"

Morsomst er selvfølgelig brevet fundet i en rotterede i prædikestolens lydhimmel. Det kan med en smule fantasi udlægges således: "Kære søn Diederich" – herefter nævnes bænke, et stykke kød og semler samt bemærkninger enten om måtter eller Mutter – "jeg kommer til dig, om det er godt vejrlig". Mon ikke vi har lov at antage, at det drejer sig om en sejlads over til sønnen i Helsingborg, hvor Diderich Buxtehude var organist ved Sta. Maria i perioden 1658-60? Og når der nævnes kød, måtter eller Mutter hentydes der sikkert til moderen, Helle Jespersdatter, der antagelig var syerske og "kiøgerske" d.v.s. kogekone.

Mutter Helle ligger begravet i en nu forsvunden grav i Skt. Olais våbenhus, faderen endte sine dage hos sønnen i Lübeck og ligger begravet i Marienkirche dér. Graven blev som den øvrige del af kirken ødelagt ved bombardementer under 2. verdenskrig. Diderich satte et smukt minde over sin far med variationer over Simeons lovsang: Med fred og fryd jeg farer hen. Disse satser er bemærkelsesværdige for Buxtehude ved at være komponeret i den strenge, antikke kontrapunktik. Har Den Gamle mon improviseret i denne stil? Vi ved det ikke - tiden har taget vor viden. Men sønnens værker spilles stadig overalt, hvor mennesker kan frydes ved musik - også i Skt. Olai.

BO GRØNBECH