Hvert år markeres befrielsen i Domkirken, fordi det er en dag af betydning. Medlem af Menighedsrådet Johanne Winther husker befrielsesdagen og deler her sin korte refleksion over dagen med os, der ikke har oplevet den selv: 

På havnepladsen i Helsingør står den lysende søjle Sveasøjlen, der er rejst som minde om frihedsdagen 5. maj 1945, hvor Den Danske Brigade kom sejlende til Helsingør fra Helsingborg. Den dag stod jeg med min mor i hånden på den samme plads. Jeg kan huske en mærkelig overlykkelig stemning og sangene, især den bevægende En lærke letted’ og tusind fulgte. Jeg havde den dag aldrig kendt anden hverdag end krigens.

De mange soldater i gaderne, de fleste vist almindelige værnepligtige, om hvem vi ikke vidste andet end, at dem måtte vi ikke snakke med. Den frygtelige kulde om vinteren med briketter i en brændeovn, der stod i den eneste brugbare stue og som også blev brugt til madlavning. Det omsyede tøj, der kradsede. Mørklægningerne, så vi ikke kunne se de forjættede lys i Helsingborg og det, at mine forældre først kunne komme hjem næste morgen, hvis de ville ud en aften. Alsangen ved Sommariva, som jeg kun har svag erindring om – vist mest fra hvad, der er blevet mig fortalt, men den føles som oplevet.

Det gik først op for mig lidt efter lidt, at en helt ny verden havde åbnet sig:
Jeg kom i skole. I anden klasse efter sommerferien. I nogle barakker ved den nuværende skole ved Marienlyst Allé. De rigtige skolelokaler skulle desinficeres efter kasernebrugen. Jeg fik en cykel, og mad der smagte godt. Vi tog til Helsingborg og købte sydfrugter, mandler og chokolade. For slet ikke at tale om skøjter, så de kolde vintre blev en gave til leg. Der var stadig smør-, kaffe- og sukkermærker i lang tid, men alle vi børn fik alligevel en helt anden næring, en helt anden sundhedstilstand og – hvad jeg nu ved – en helt anden barndom, end vi havde fået uden frihedsdagen d. 5. maj 1945.