Højmesse

Højmessen i Domkirken kl. 10-11 er menighedens ugentlige hovedgudstjeneste. Der vil være mulighed for at hilse på hinanden, når der hver søndag fra 16. april og indtil 31. august  bydes på kaffe under pulpituret.
Gudstjenesten afspejler forholdet mellem Gud, det enkelte menneske og menighedens fællesskab.

Den er derfor en slags dialog mellem de tre parter, hvilket blandt andet giver sig udtryk i, at sproget veksler mellem "jeg - vi - du". Højmessen indeholder musik, salmer, læsninger fra bibelen, bøn, bekendelse, prædiken, nadver/dåb og velsignelse. Der er led, hvor præst og menighed i fællesskab lytter til Guds ord og led, hvor præst og menighed henvender sig til Gud.

Gudstjenestens forløb
Klokkeringning

På alle årets søn- og helligdage kalder kirkens klokker til gudstjeneste. Der ringes normalt med 100 slag 3 gange med et kvarters mellemrum. Sidste ringning afsluttes med 3 gange 3 bedeslag, der symboliserer Den Treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd. Til kirkeårets store festdage kimes der tillige mellem ringningerne og aftenen forud.

Forberedelse til gudstjenesten

Folkekirkens gudstjeneste er offentlig. Enhver kan deltage og sætte sig, hvor der er plads. Pladser i nærheden af døbefonten kan være forbeholdt dåbsforældre, faddere og familie. Efter gammel skik tager mænd og drenge hatten eller huen af, når de træder ind i kirken, i respekt for kirkerummet.
Under bedeslagene er der stilhed i kirkerummet og den enkelte kan bede sin egen stille bøn.
Efter sidste bedeslag begynder gudstjenestens indgangsmusik og præsten går for alteret. Her bærer præsten over præstekjolen en kort, farverig kåbe (messehagel), der bæres over en hvid, fodlang messeskjorte (alba).

Præludium

Gudstjenesten begynder og slutter med orgelspil, kaldet præludium og postludium (forspil og efterspil). Disse to musikalske led indrammer hele gudstjenesten. De vælges af organisten under hensyntagen til den pågældende helligdags karakter og plads i kirkeåret.
Om orglet se hjemmesiden www.helsingoerdomkirke.dk
Indgangsmusikken kan også udføres af koret (introitus).

Indgangsbøn

Bønnen udtrykker gudstjenestens mening: at menigheden er kommet for at høre Guds ord, som skaber troen på Jesu liv og gerning til syndernes forladelse. Kordegnen beder indgangsbønnen på vegne af menigheden.

Indgangssalme

Denne salme bærer præg af kirkeåret eller dagens særlige karakter og er ofte en lovsang eller årstidsbestemt salme.
Salmesangen har rod i den jødiske synagogesang af de gammeltestamentlige salmer. Den hører således til den kristne gudstjenestes ældste led.

Hilsen

Efter indgangssalmen anvender vi i Skt. Olai de oldkirkelige led: det græske Kyrie eleison (Herre, forbarm dig) og den latinske lovsang Gloria in excelsis Deo (Ære være Gud i det højeste). Herefter hilser Præsten menigheden med ordene Herren være med jer! Menigheden svarer: Og Herren være med dig

Kollekt

Kollekt betyder bøn, egentlig 'samling', og sammenfatter det særlige i dagens gudstjeneste. Den bedes af præsten, men skal forstås som menighedens fællesbøn. Til hver søn- og helligdag i kirkeåret er der flere rækker bønner, som præsten kan vælge imellem.
Nyere kollekter fra Tillæg til Alterbogen (ikke autoriseret) kan anvendes.
Efter kollekten svarer menigheden med Amen. Det er et gammelt jødisk ord, som udtrykker tilslutning og betyder 'lad det ske'.

Ordet kollekt kan også bruges om indsamling

Læsninger

Gudstjenestens første del indeholder tre bibelske læsninger: en læsning fra Det Gamle Testamente, en fra Det Nye Testamente og dagens evangelium fra et af de fire evangelier, Matthæus-, Markus-, Lukas- eller Johannesevangeliet. Alle bibelske læsninger høres mens menigheden står op.

Mellem læsningerne synges fælles salmer.

Bibelsk læsning.

Læsning fra Det Nye Testamente. Afsnit fra de nytestamentlige breve (epistler) eller Apostlenes Gerninger eller Johannes' Åbenbaring lektier). Har været anvendt til gudstjenestelig oplæsning siden oldkirkens dage.

Ved dåb:
Trosbekendelsen, synges af alle.
Dåb og fadervor.
Fælles salme

Uden dåb:
Bibelsk læsning
Trosbekendelsen, synges af alle

Trosbekendelse

Apostolicum. Allerede den antikke, jødiske gudstjeneste havde en bekendelse til Gud Herren. Det var derfor naturligt, at den første kristne menighed som et uundværligt led af gudstjenesten bekendte troen på Jesus som Kristus, Herre og Frelser. I oldkirkens dage udvikledes den til en bekendelse af Skaberen, Frelseren og Helligånden. Den blev således både trosregel og dåbsbekendelse. Bekendelsen dannede desuden en afgrænsning mod kristen vranglære og andre religioner. Dens nuværende form går tilbage til Rom omkring år 120.
Trosbekendelsen og Fader Vor kan ses bagerst i salmebogen. 

Dåben: Lovprisning og bøn. Dåben indledes med lovprisning og takkebøn for dåben samt en bøn om, at Gud vil tage imod dagens dåbsbørn og bevare dem i sit rige.
1. Peters brev, kapitel 1,vers 3

Læsninger: Jesu dåbsbefaling og beretningen om Jesu velsignelse af børnene.

Korstegnelse: Præsten gør korsets tegn for barnets ansigt og bryst og siger imens: Modtag det hellige korsets tegn til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Trosbekendelse: Apostolicum. Præsten spørger den, som bærer barnet, om barnets navn og spørger til forsagelsen og trosbekendelsens tre led. Præsten spørger: Vil du døbes på denne tro? Når den, der bærer barnet, har svaret ja til alle spørgsmålene, følger selve dåben.

Dåbshandlingen: Præsten nævner barnets navn, mens han eller hun øser vand over barnets hoved tre gange med ordene: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Håndspålæggelse: Præsten lægger sin hånd på den døbtes hoved med en bøn om, at den almægtige Gud i sin nåde vil styrke barnet i den kristne tro på syndernes forladelse og det evige liv. Præsten føjer hertil en velsignelse, som lyder: Gud bevare din udgang og indgang fra nu af og til evig tid!
Det Gamle Testamente, Salmernes bog, salme 121 vers 8

Siden oldkirkens dage har håndspålæggelse været anvendt som et væsentligt led ved dåb og senere ved tilsigelse af syndernes forladelse under skriftemål, ved konfirmation, ved brudevielse samt ved præste- og bispevielse.

Fadervor: Dåbshandlingen afsluttes med Fadervor, der siges højt af menigheden.

Faddertiltale: Præsten beder fadderne om at rejse sig op. Præsten minder dem om deres opgave: at de, hvis forældrene dør, før barnet bliver voksent (18 år), så vidt muligt skal sørge for, at barnet oplæres i den kristne tro.

Fredshilsen: Dåben slutter med ordene: Fred være med jer! Den samme hilsen lyder ved nadverens slutning
Dåbsritualet har rødder i oldkirkens dåbsform. Det har bevaret de væsentligste træk herfra, frem for alt forsagelsen af Djævelen, trosbekendelsen og dåben i Den Treenige Guds navn. Det nuværende ritual bygger på et ritual fra 1912.
Det kan ses i Salmebogen side 825.
Lukas Evangeliet, kapitel 24 vers 36 og Johannes Evangeliet kapitel 20 vers 19

Fælles salme

Evangelielæsning (fra prædikestolen)
Præsten indleder med ordene: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus (eller Markus eller Lukas eller Johannes alt efter, hvor dagens tekst er hentet fra), menigheden rejser sig og synger som svar: Gud være lovet for sit glædelige budskab! Derefter læser præsten dagens evangelium, hvorefter menigheden sætter sig.

Prædiken

Kan indledes af præsten med en kort, fri bøn om, at det ord, der skal forkyndes, må blive til velsignelse, eller blot med ordene: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
En prædiken er mere end et oplysende foredrag eller en festlig tale. Prædikenens hovedsag er at forkynde det gode budskab om Jesus Kristus, som er indeholdt i dagens evangelium, så det bliver nærværende og nutidigt. Det, som præsten under forberedelse af sin prædiken har hørt som dagens evangelium til sig selv og menigheden, skal præsten viderebringe som troværdig tale til sin samtids mennesker. Prædikenen udmunder i en lovprisning af Den Treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd.

Kirkebøn

Kirkens forbøn for mennesker i nød, for kirken, og for al lovlig øvrighed. Præsten er frit stillet, hvad angår bønnens ordlyd, men ikke dens indhold.
 

Den apostolske Velsignelse

På prædikestolen slutter præsten med den apostolske velsignelse, som er formet af Paulus, formodentlig i år 54. Anvendt i den danske kirke siden 1897. Menigheden står op under velsignelsen.
Paulus' andet brev til menigheden i Korint kapitel 13 vers 13

Fælles salme
Nadver (altergang)

Nadver er det gamle nordiske ord for 'aftensmåltid'. Siden middelalderen er det desuden blevet brugt om Jesu sidste måltid med sine disciple skærtorsdag aften. Lige siden er dette måltid blevet fejret i alle kristne kirker verden over som et højdepunkt i gudstjenesten. Derved efterkommer kirken Jesu egne ord: Gør dette til min ihukommelse.
Jesus har i selve måltidet sammenfattet sin gerning til liv og frelse. Han deler sit liv med mennesker, når han giver nadvergæsterne sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle menneskers synd.

Forklaring til indledningen. Præstens henvendelse til menigheden Opløft jeres hjerter til Herren! Lad os prise hans navn! Er af oldkirkelig oprindelse fra ca. år 200. Den trefoldige helligprisning er fra Esajas' Bog i Det Gamle Testamente. Udråbet Velsignet være han, som kommer i Herrens navn og omkvædet Hosianna i det højeste stammer begge fra Matthæusevangeliets beretning om Jesu indtog i Jerusalem. Det samme gælder det jødiske hyldestråb Hosianna (frels dog!). Nadversalmen O, du Guds lam, nr. 439 i Salmebogen, er af oldkirkelig oprindelse.

Nadverbønnen.En bøn til den opstandne Kristus, som selv er til stede ved sit nadverbord. Præsten beder den opstandne om, at han vil forny fællesskabet mellem levende og døde i sit rige, at han vil gøre os fastere i troen og håbet til ham og lade os vokse og forenes i hans kærlighed. Indeholder elementer fra oldkirkelige nadverbønner. Den nuværende form er fra det danske ritual af 1912.

Fadervor. Jesu egen bøn. Indførtes i gudstjenesten i midten af det 4. århundrede som bordbøn. Bønnen danner indledning til bordfællesskabet med gentagelsen af Jesu indstiftelse af nadveren og det følgende nadvermåltid.
Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 9-13

Indstiftelsesordene. Forekommer i Det Nye Testamente hos evangelisterne Matthæus, Markus og Lukas. Desuden hos apostlen Paulus, hvis ældste gengivelse af Jesu egne ord kommer nærmest den form, der er tradition for at anvende i nadverritualet.
Matthæusevangeliet kapitel 26 vers 26-28, Markusevangeliet kapital 14 vers 22-25, Lukas Evangeliet kapitel 22 vers 19-20 og Paulus' første brev til menigheden i Korinth kapitel 11 vers 23-25

Nadvermåltidet. Nadvergæsterne knæler ved alterskranken og modtager brød og vin af præsten, som ledsager uddelingen til hver enkelt altergæst med ordene Dette er Jesu Kristi legeme og Dette er Jesu Kristi blod. Er der mange altergæster, kan kordegnen eller et andet medlem af menigheden medvirke ved uddelingen af brødet. Under og efter uddelingen kan synges nadversalmer og spilles orgelmusik, eller der kan være stilhed.

Bortsendelsesord. Efter måltidet udtaler præsten et ønske om, at nadverens gave må blive nadvergæsterne til velsignelse og til styrkelse af troen på syndernes forladelse og det evige liv. Formuleringen er fra Kirkeritualet af 1685.

Fredshilsen. Præsten afslutter nadverhandlingen med Jesu fredshilsen: Fred være med jer! Med denne hilsen mødte han sine disciple efter sin opstandelse søndag morgen, den første dag i ugen. Samme hilsen lyder ved dåben.
På den første dag i ugen skabte Gud lyset, betingelsen for alt liv på jorden. Derfor blev denne ugedag de første kristnes helligdag, lysets og glædens dag. Fredshilsenen har været anvendt ved nadveren fra den første menigheds tid.
Altergæsterne går ned på plads.
Lukas Evangeliet kapitel 24, vers 36, Johannes Evangeliet kapitel 20, vers 19 og Første Mosebog kapitel 1, vers 2

Slutningskollekt

Takkebøn for nadverens gave. Belv indført efter luthersk forbillede på reformationstiden.

Velsignelse

Den såkaldte aronitiske velsignelse. Opkaldt efter Moses' bror Aron.

Indført i den evangeliske gudstjeneste af Martin Luther. Menigheden står op under velsignelsen. Den lyses fra alteret af præsten og afsluttes med korstegnelse. Menigheden svarer med et trefoldigt Amen.
4.Mosebog kapitel 6, vers 24-26 og Lukas Evangelist kapitel 24, vers 50

Udgangssalme

Som regel en kort takkesalme eller et salmevers.

Udgangsbøn

Menighedens tak fordi vi lærte, hvad vi skal gøre: at tro Guds ord til gavn og trøst i liv og død. Kordegnen beder bønnen på vegne af menigheden.

Postludium

Orgelspil, der ligesom præludiet tjener til at indramme gudstjenestens indhold i et markant tonesprog. Kan tillige egne sig som musik til udgangsprocessionen.

Kilde: Beskrivelsen af gudstjenesten tager udgangspunkt i pjecen:
Gudstjenesten Vejledning til folkekirkens gudstjeneste af Henrik Christiansen og Olav C. Lindegaard. Udgivet af Det Dansk Bibelselskab 2009.

   Højmesse